Vedtægter
14-10-2007
§ 1 Navn og hjemsted
Foreningen Galten Cykel Klub. ( GCK ), der har hjemsted i Skanderborg kommune, er stiftet den 24. oktober
2007. Foreningen er tilsluttet Danmarks Cykelunion under Danmarks Idrætsforbund (DIF) og er underlagt disses
love og bestemmelser.
§ 2 Formål
Klubbens formål er at skabe gode muligheder for, at medlemmerne kan dyrke cykling, og med udgangspunkt i
fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til cykling.
§ 3 Medlemskab
Som aktivt medlem af Galten Cykel Klub kan optages enhver, der ønsker at medvirke til opfyldelse af
foreningens formål.
§ 4 Indmeldelse
Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelsesblanket eller via e-mail til foreningens sekretær/kasserer. For
medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten underskrives af forældre eller værge.
Indmeldelsen er bindende for et år, dog er der en prøvetid på 14 dage.
§ 5 Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren med en måneds varsel til udgangen af et regnskabsår. Udmeldelse
kan kun accepteres, hvis medlemmet ikke har noget økonomisk mellemværende med klubben.
§ 6 Kontingent
Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling.
Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.
Kontingentfritagelse kan efter ansøgning gives af bestyrelsen i særlige tilfælde.
§ 7 Restance
Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.
Medlemmer, der ikke har betalt kontingent senest 30 dage efter forfald, slettes af medlemslisten.
§ 8 Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes eller ekskluderes, såfremt vedkommendes opførsel strider mod foreningens
vedtægter, eller medlemmet på særlig grov måde har tilsidesat sine medlemspligter. Såvel i sager om
udelukkelse som eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.
I sager om eksklusion har medlemmet krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at
sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. En generalforsamlings afgørelse af en eksklusion kræver
samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter.
§ 9 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender.
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af marts måned.
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.
Stemmeret har alle aktive medlemmer fyldt 15 år, som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved
personligt fremmøde.
Hvert betalende aktivt medlem har ved generalforsamlingen én stemme.
Generalforsamlingen indkaldes med højest 8 ugers og mindst 2 ugers varsel med opslag enten i klublokalet, på
foreningens hjemmeside og/eller pr. mail, med angivelse af dagsorden.
Forslag som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen
senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse. En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig
uanset de fremmødtes antal.
§ 10 Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
1) Valg af dirigent og referent
2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3) Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse
4) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse
5) Fastsættelse af kontingent
6) Behandling af indkomne forslag
7) Valg af medlemmer til bestyrelsen – 4 medlemmer ved ulige årstal, 3 medlemmer ved lige årstal.
8) Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
9) Valg af revisor og revisorsuppleant
10) Eventuelt
§ 11 Generalforsamlingens ledelse m.v.
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Beslutninger træffes ved
simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtægtsændringer og foreningens opløsning kvalificeret majoritet - jvf.
§ 17 og § 18. Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 18 år og har stemmeret - jvf. § 9.
Bestyrelsesmedlemmer kan ikke sidde i en anden cykelklubs bestyrelse.
§ 12 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en
femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom
med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til
indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære
generalforsamling.
§ 13 Bestyrelse - Valg
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte
nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. De vedtagne beslutninger og
foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der konstituerer sig selv inden 14 dage efter generalforsamlingen.
Formanden og kasserer skal være personlig myndig.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
§ 14 Forretningsorden og tegningsret
Foreningen tegnes af formanden.
Ved økonomiske dispositioner ud over den daglige drift kræves underskrift af såvel formand som kasserer.
Bestyrelsen og foreningens medlemmer hæfter i øvrigt ikke for foreningens gæld eller andre forpligtigelser.
Klubbens kasserer tegner klubben i økonomiske anliggende over for Skanderborg Kommune ved ansøgning om
tilskud m.v..
§ 15 Regnskab
Foreningens regnskabsår er 1. januar - 31. december. Bestyrelsen skal inden den 15. februar afgive
driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisoren. Driftsregnskab og status
forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og
underskrift. Driftsregnskab og status kan udsendes til foreningens medlemmer sammen med indkaldelsen til den
ordinære generalforsamling.
§ 16 Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren
skal hvert år i oktober måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede.
Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og driftsregnskab og status forsynes med en påtegning.
Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
§ 17 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for
forslaget.
§ 18 Foreningens opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær
generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede
medlemmer er til stede. For at forslaget kan vedtages kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for
forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny
generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal
stemmeberettigede medlemmer der er til stede. Ved opløsning tilfalder klubbens formue forenings- eller
ungdomsarbejde i Skanderborg Kommune.
