Ötztaler Radmarathon 2012

Til den sidste weekend i august, havde 8 medlemmer sat kursen mod Sölden i Østrig for at deltage - de 7 for at deltage og Jane for at bakke op. Fredag formiddag var vi fremme alle sammen - Finn og Torben havde dog været fremme i en hel uge for at "smug-træne" i bjergene.

Fredag eftermiddag bød på den første "smags-prøve" på de udfordringer der ventede - vi kørte 47 km med knap 1000 højdemeter - så var vi i gang.

Lørdag bød på afslapning (kigge på cykeludstillinger og drikke kaffe), men Jane der ikke skulle køre løbet tog i stedet en tur op af "Gletche-strasse" - en ikke ubetydelig cykeltur. Gletchestrasse byder på 12 km der stiger konstant med 12-14% - og er på top 20 over de hårdeste stigninger i Europa - det klarede Jane i fin stil - respekt her fra.

Det største hovedbrud ved Ötztaler Radmarathon har altid været - hvad cykeltøj skal man tage på. Hele ugen op til havde de lovet regn hele dagen og mellem 2 og 15 grader - men til sidst blev prognosen revideret til der primært ville komme regn om natten og nogle enkelte byger i løbet af dagen. Man kan ligeledes risikere, at starte ud i 4 grader om morgen for om eftermiddagen at ramme bunden af en af bjergene i Italien med over 30 grader, så der blev brugt meget tid på diskussion af vejret og påklædning.

MEGET tidligt søndag morgen (kl 04:18) ringe vækkeuret på Gästeheim Prantl, så var det op efter en nat, hvor de fleste havde sovet noget uroligt på grund af den ventende udfordring. Trods det at Ryan og Janes mormors kager stadigvæk lå tungt i maven fra dagen i forvejen, så skulle depoterne fyldes op med brød og gryn - "Haus-mutti" havde været tidligt oppe og gøre maden klar.

Regnen var heldigvis stoppet kl 06, da: John, Preben, Ivan, Ryan, Finn "Gammel-nok", Torben og Ib sammen flere af de andre fra Team DK rullede op mod startområdet.

Hurtigt var hovedgaden fyldt med de 4.000 startende, som var sluppet igennem nåleøjet - ifølge arrangørerne havde 19.000 søgt om deltagelse i løbet.

Kl 06:45 gik starten og snart efter slangede feltet sig ud af byen ned mod Ötz - en tur på mere end 30 km for det går let ned ad hele vejen.

Efter de 32 km nedkørsel fra Sölden venter den første større udfordring - opstigningen til skisportsstedet Küitai. 1200 højdemeter skal forceres inden vi efter knap 19 km rammer Küitai i 2020 meters højde - og det starter lige på og hårdt med pæne stigningsprocenter omkring 10-11%. Opbakningen er på denne første del igennem Østrig er fantastisk - rigtig mange tilskuere har taget opstilling med ko-bjælder i alle størrelser lige fra den helt lille til den helt store bundet fast om livet. Ud over de menneskelige tilskuere med ko-bjælder, så var der selvfølgelig også de 4-benede (køer) som vadede rundt ude midt på opkørslen. En anden form for opbakning var for nogle det tysk/østrigsk "slager-musik" vi mødte - dog ikke lige min kop te, så her fik tempoet en ekstra tand. Lige før Küitai mødte vi lige som tidligere år et stort mobilt diskotek, hvor hiphop og rock drønede ud af højtalerne.

Indtil bunden af det første bjerg havde vi GCK rytter kunne holde nogenlunde sammen. De fleste kommentarer fik Torben for sit ny opfundne cykeloutfit. Han havde hapset nogle af Annes sorte selvsiddende nylonstrømper og taget inden under de korte cykelbukser - virkeligt et fantastisk syn som gav en del kommentarer - eksempelvis om Torben mon også havde hofteholder på?, det fandt vi aldrig ud af . Vi forventer det helt sikkert danner trend i cykelsporten. Det bliver spændende at se, Bradley Wiggins stille op til Touren næste år i nyloner. Jeg håber, at Torben kan hjælpe med at finde et billede her til Facebook gruppen.

På det første bjerg får man de første "lede-tråde" på, hvordan formen er i relation til resten af løbet. Uanset hvor meget man har trænet og forberedt sig, så har man først en anelse om formen på Küitai. Lidt over halvvejs oppe af bjerget bydes på de stejleste stigningsprocenter på hele turen 17-18% på lidt under 1 km - heldigvis får vi denne del mens vi stadigvæk har friske ben.

Som jeg havde frygtet på forhånd, så følte jeg ikke de rigtig kørte for mig - men en efterfølgende analyse af tiderne viste, at jeg kun havde brugt 2 minutter mere på disse første 50 km i forhold til sidste gang. Efter et kort depotstop på Kuitai gik det nedad mod Innsbruck - og det går virkeligt nedad over 20 km med en overskuelig nedkørsel uden de helt skarpe sving. I modsætning til opkørsel, så gik det rigtig godt ned ad - jeg havde rigtig god føling ved cyklen og svingende, så her hentede jeg en del tid. Nedkørslerne kræver en hel del koncentration, når man racer med 70-80 km/t nedad med kun nogle få millimeters asfaltkontakt - desuden må man ikke være bange, så bliver kørslen meget mere krampagtig. Det værste er ikke de huller man kan se, men de "usynlige" huller - steder hvor asfalten buler en smule nedad. Man skal helst ikke tabe en af sine vandflaske på vej ned, der er behov for de to vandflasker mellem flere af depoterne - desuden kan det være katastrofalt, hvis man selv eller en anden rammer en tabt vandflaske på vej nedad. 

I år nåede jeg en maks hastighed på 88 km/t - noget mindre end min rekord fra 2008 på 98 km/t - en hastighed jeg ikke har planer om at slå. Efterfølgende viste det sig, at Preben havde overtrumfet alt og alle med ikke mindre end 101 km/t på denne strækning.

Efter nedkørslen fra Küitai, rammer man Kematen og det går ind mod Innsbruck på forholdsvis flad vej - igen med fin opbakning fra entusiastiske tilskuere. Her gælder det om, at finde en gruppe, at køre med frem til Brenner for at spare lidt på kræfterne - her efter har det ikke så stor relevans. Kort før Innsbruck begynder det at regne - jeg vælger dog at afvente om det er nødvendigt med regnjakken. Flere hold ind for at skifte, men ret hurtigt efter holder regnen heldigvis, så jeg tog det rigtige valg i denne situation.

I Innsbruck kommer vi forbi de olympiske skihop bakke og "opkørslen" mod Brenner starter. På de næste 39 km skal vi "klatrer" 777 meter op, det er overkommelige stigningsprocenter, MEN tempoet bliver også der efter. Igen i år blev denne strækning tilbagelagt med 30 km/t, så denne del er absolut ikke nogen "badeferie". På den første del af strækningen kommer vi flere gange under Brenner motorvejen, så næste gang du kører ad Brenner motorvejen, så prøv at kaste et blik på gamle Brennervej, som flere steder slynger sig under motorvejen. De sidste 3 km mod Brenner passet er det slut med fordelen af en stor gruppe, her stiger det pænt igen med et maks på 12%, så her må man klare sig selv.

På den italienske side af Brenner er der tid til dagens andet depot efter 120 km. Herefter går det ned ad de næste 20 km inden vi rammer bunden af dagens 3. stigning - Jaufenpass. Vi har her kørt 140 km - og der er "kun" 90 km hjem. Det er her løbet starter for alvor, den sidste del kommer til at tage længere tid end den første. Det er her smerterne og trætheden vil begynde at vise sig.
Over de næste 15,5 km skal der klares 1130 højdemeter inden vi når passet i 2100 meters højde. Jeg bliver aldrig rigtig venner med Jaufenpass - der er ingen rigtige "vilde" stigningsprocenter eller passager som på eksempelvis Timmelsjoch, men det bliver bare ved og ved med stigning omkring 9%. Ingen steder flader det ud - du kan ikke sætte det et delmål, at efter x km, så flader det ud en kilometer eller lignende - det er bare 1,5 times hårdt arbejde. Jeg fandt dog et enkelt "delmål", et par kilometer før toppen, så kommer man over trægrænsen og et fantastisk flot panorama åbner sig, men der var godt nok langt der op.

Lige før toppen er der tid til endnu en depotbesøg. Nogle af de medbragte magnesium tabletter indtages - de skulle modvirke kramper.

Nedkørslen fra Jaufenpass er min favorit nedkørsel, den er superfed med mange hårnåle sving, meget mere teknisk end Küitai og meget sjovere. Igen er jeg rigtig godt kørende og får indhentet nogle af de rigtige mange der er kørt forbi mig på opkørslen. På den nederste del af de 20 km får jeg lidt let regn, nok til at gøre vejene våde, så der skal køres noget mere forsigtigt.

Lidt statistik inden Timmelsjoch:

  • Hurtigst op ad Küitai - Ryan 01:17 (næst efter: John, Ib og Finn med 01:21)
  • Nedkørsel Küitai til Innsbruch - Ib 00:48 - Ryan 00:50
  • Innsbruck - Brenner - Ryan og Ib 01:16 - Torben og John 01:20
  • Brenner - Gasteig - Ryan 00:29 (Finn og Ib 00:31)
  • Jaufenpass op - Ryan 01:19 - John 01:27
  • Nedkørsel Jaufenpass - Ib og Preben 00:26 - Finn og Ryan 00:27

Efter min favoritnedkørsel fra Jaufenpass rammer vi byen St. Leonhard - igen i år turen varmeste sted på turen med beskedne 24 grader. Her er man for foden af den sidste frygtindgydende stigning: Timmelsjoch. Når man er her til, har man tilbagelagt 175 km og forude venter knap 29 km opad, hvor 1800 højdemeter venter inden toppen, som samtidig er grænsen mellem Italien og Østrig. På det tidspunkt havde jeg været på cyklen i 6 timer og 40 minutter. Jeg havde ikke de store forventninger til en forbedring af min bedste tid fra 2010 - her til var der for mange ting der var kommet i vejen, samt ikke mindst halsbetændelse og forkølelse de sidste 10 dage op til løbet havde ikke ligefrem forbedret mulighederne, samt jeg følte mig ikke specielt godt kørende. Trods det, så havde jeg på dette tidspunkt kørt 39 sekunder hurtigere end i 2010 - utroligt lille margin - men jeg skulle komme til at sande, at vi var langt fra i mål endnu.

29 km er RIGTIG langt, når det går op ad og man er godt kogt - derfor bliver man nød til, at lave nogle delmål. Det første delmål var efter de første 14 km, hvor det flader ud nogle kilometer. Jeg har altid haft det hårdt på denne nederst del - det stiger ret pænt og mange kilometer - og jeg kunne godt mærke, at der ikke var det samme overskud tilbage som tidligere år. Jeg hang gevaldigt i det yderste af de sidste ressourcer. Jeg måtte stoppe 2 gange på dette nederste stykke for at få noget energi og samlet kræfter. En af gangen kom John cruisene forbi, mens jeg desperat forsøgt at få noget energi i de døde ben med bananer og gels. Jeg vidste, at Ryan var langt forude, så ham ville jeg ikke komme til at se mere til, før jeg kom i mål og John ville jeg næppe nå op til igen.

Jeg fik slæbt mig op til, hvor det flader ud nogle kilometer og det forjættende depot inden stigningen igen tager fat de næste 10 kilometer. Her fra kan man end ikke skimte tunnelen som vi skal op til, kun de mange små "myrer" der kæmper sig zig-zag op ad de nøgne bjerghylder. På cyklen igen og musklerne skulle igen på overarbejde. Alle steder, hvor der er muskler i benene truer det med kramper, selv på indersiden af lårene helt op mod lysken - det har jeg aldrig prøver før. Efter 3-4 kilometer venter det sidste depot på turen - og "ja", man har godt nok lige være i depot, men der allerede behov for det igen - bare det med muligheden for en lille pause. Her skyllede jeg en hel dåse "red bull" ned, men det skulle jeg ikke have gjort - jeg fik en gevaldig kvalme og maveindholdet truede flere gange med at komme op på de sidste kilometer mod toppen. Min fysik hang i laser på det tidspunkt - jeg stod fysisk i lort til halsen - jeg havde det rigtig hårdt på denne del. Jeg holdte et par pauser på vej op og kun på viljen fik jeg kæmpet op til toppen. Det var min 4. Ötztaler Radmarathon, men aldrig har jeg lidt så meget.

Jeg havde håbet, at jeg kunne havde fået vægten ned på 78 kg, men alvorlig sygedom i den nærmeste familie og andre forhold gjorde, at jeg ikke rigtig havde kunnet holde fokus på denne del, så i stedet sagde vægten 83 kg. Vægten betyder en hel del på et sådan bjerg - en sådan dag vil jeg gerne veje 70 kg. Det skal lige indskydes, at inden jeg begyndte at cykle for 9 år siden, stod vægten MEGET tæt på de 100 kg, så jeg har allerede smidt en del kilo - og der er selvfølgelig grænser for, hvor meget jeg vil "offer" på dette alter - der skal være plads til lidt hygge og et eller flere glas god rødvin - det hele skal ikke gå op i cykling, så bliver det hele lidt kedeligt - så måske alligevel hellere "lide" nogle timer på et bjerg i Italien.

Lettelsen var stor, da jeg med et par sving igen kunne øjne tunnelen - og jeg var "reddet". Godt nok var der et par kilometer endnu inden man var helt oppe men det var mere beskedne stigningsprocenter. Temperaturen havde ændret sig en hel del - den stod på beskedne 4 grader. Selvfølgelig skulle det ikke være for nemt endnu - en kraftig modvind gjorde de sidste par kilometer noget hårdere end tidligere år. På toppen plejer man at kører under en oppustelig "Red Bull" port, men det manglede i år - jeg fik bag efter at vide fra min cykel-kammerat gennem mange år - Lasse - som var en hel del foran mig, at porten var blæst omkuld og havde taget 4 ryttere med - de var heldigvis ikke kommet til skade.

Herefter gik det nedad de næste knap 30 km mod målet i Sölden - og der var absolut ikke flere kræfter tilbage, da jeg rullede over målstregen. På forundeligt vis, så havde jeg kun tabt 15 minutter i forhold til mig hurtigst tid for 2 år siden - de sagde 10:20. Jeg tror aldrig jeg nogensinde har presset og pisket mig selv så meget, som på denne sidste del af turen. Det resulterede i, at mit immunforsvar røg helt i bund de første par dage efter - og forkølesen fik ny næring.

Det er nu mere end 2 uger siden, at vi 7 deltager fra Galten CK sammen med 4000 andre deltagere kørte den 32 udgave af Ötztaler Radmarathon - og løbet står stadigvæk lysende klart i erindringerne. Nogle af disse erindringer vil helt sikkert stå der for resten af livet.

Hvad er det, der får Finn og jeg til at køre dette løb for 4. gang - og Torben for 3. gang og igen og igen at fortælle om, hvor fantastisk dette løb er med det resultat, at Ivan, John, Ryan og Preben i år tog udfordringen op?

Først og fremmest er det muligheden for, at få prøvet sine grænser af i noget anderledes terræn end vi kend er her - her er det ikke mindst bjergene der trækker i os fladlands danskere. 230 km og 5500 højdemeter. Det er selvfølgelig ikke dette alene der gør forskellen, der findes nogle få andre løb, der byder på lignende udfordringer - også løb, hvor betydeligt flere danskere deltager.

Turen giver ligeledes nogle fantastisk naturoplevelser - ikke mindst den del der køres i Østrig - eksempelvis turen fra Sölden ned gennem Ötz dalen og op ad Kühtai. Ja, traditionen tro, var køerne tilskuer til løbet på nærmeste hold på Kühtai opkørslen, hvor de vandre frit omkring på vejene (i år holdt de sig pænt i siden af vejen).

Det parameter, hvor Ötztaler Radmarathon virkelig skiller sig ud i forhold til andre løb er helt sikkert på arrangements siden - erfaring med løbet gennem mere end 30 år viser sig tydeligt. I DK er det med meget besvær og ballade, at en enkelt bane på Storebæltsbroen spærres nogle få timer i forbindelse med Aarhus-København - under Ötztaler er hele ruten på 230 km spærret af for alle andre og det er rigtig mange sideveje der skal spærres af i to lande (Italien og Østrig). Jeg tror ikke, at eksempelvis Preben vil kaste sig ud på en nedkørsel med 101 km/t, hvis han frygtede, at ruten ikke var spærret ordentlig af. I Østrig oplever vi på den gamle Brenner vej, at billisterne står ud og hepper på deltagerne indtil der er et hul, hvor de får lov at krydse ruten, i stedet for at bruge hornet og give fingeren i frustration. Sporvognene i Innsbruck blev ligeledes holdt tilbage indtil der var mulighed for passage.

Depoterne er ligeledes en oplevelse for sig med stort udvalg inden for: vand, energidrik, red bull, Ötzi drik, bananer, kager, energibarer, gels, ostemadder med mere - flere hundrede østrigske bedstemødre har de sidste uger haft travlt med at bage brød og kage til depoterne. Depoterne er så store, at de er hurtigt at komme til - inden for et minut kan du nå, at få fyldt dine flasker, hvis du vil hurtigt af sted igen.

Hvis man går efter kendisværdien, ja så er det sikkert ikke her løb man skal gå efter - onkel Oda og tante Herluf vil sikkert ikke kende til bjerge som Jaufenpass og Timmelsjoch.

Hvordan gik det så de enkelte GCK deltagere i løbet - vi havde alle en rigtig god oplevelse om end det var en meget hård "søndagstur".

Jeg vil ikke bruge tid på, at gå detaljer om, hvor hurtigt de enkelte deltagere har kørt løbet - det at gennemføre dette løb er i sig selv en stor præstation - nogle har fordel af, at kende turen fra tidligere, nogle er en del yngre end andre, nogle har familie/børn/arbejde at tage hensyn til, andre kan hellige sig projektet fuldt ud, nogle har flere kilo end andre at slæbe op ad bjergene, andre er ikke så trygge ved nedkørslerne, nogle er fysisk større talenter end andre - der er rigtig mange ting der spiller ind.

Der var ikke nogen overraskelse, at Ryan var den hurtigst GCK rytter, men dermed ikke sagt, at Ryan kom lettere op af de sidste bjerg - både han og John der kom ind i 2. hurtigst tid, måtte lide specielt på det sidste bjerg: Timmelsjoch.

Torben og Finn er helt sikkert de mest seriøse omkring der forberedelse til løbet - alle detaljer er på plads omkring eksempelvis depotstrategi, ernæring, påklædning (her under Torbens strømpebukser), Finn havde købt ny cykel til løbet m.m.. Torben havde indrettet et energibar buffet på overrøret. Energibarerne var skåret i stykker til indtagelse for hvert 10 minut. Begge kørte et rigtig flot løb.

Ivan havde debut til løbet, men har masser af erfaringer fra tidligere "bjergture" til Italien og Frankrig. Ivan løb desværre ind i problemer med det ene knæ på Jaufenpass, men gennemført heldigvis trods smerter - og fik derfor en "finisher-trikot" med hjem sammen med oplevelserne.

Truppens ældste deltager - Preben - kørte et rigtig flot løb og satte alle andre på plads på Kühtai nedkørslen. Min tidligere kollega og cykelkammerat gennem mange år - Lasse "der hilfe rytter" udbrød, sådan en mekaniker ville han også gerne have.

Lasse præsterede i øvrigt at sætte Jan Ullrich til vægs med ikke mindre 20 minutter - Lasse er en af de irriterende personer, der ikke behøver at træne ret meget for at køre en fantastisk tid eller løbe sit første maraton på 3:09.

Der var en del andre med, som jeg og flere af de andre kender - her under min lillebror, som efter nogle års pause har skiftet løbeskoene ud med cykelskoene. Desværre måtte han udgå på nedkørslen fra Jaufenpass. En eger knækkede i hans Mavic Ksyrium hjul og satte sig fast i kæden - resultat: baghjulet blokerede og han væltede - held i uheld var det lige efter et sving, hvorfor farten ikke var så høj.

Som det fremgår af beretningen fra løbet, så er vi en hel del forelsket i dette løb.. jeg har dog spurgt lidt ind til, om vi ikke skal prøve at køre La Marmotte næste år, men nogle af de der har kørt Marmotten tidligere trækker lidt på det.. så måske kalder Ötztaler igen - det var i hvert fald ikke sidste gang.

Læs mere på: www.oetztaler-radmarathon.com

/Ib Meineche

Yderligere information