Nyhedsbrev Juni 2013

Kære medlem

Så er sommerferien lige om hjørnet. I starten af sæsonen i april, er der 3 lange måneder foran os indtil sommerferien, men som sædvanlig, når vi kigger tilbage, er tiden bare gået i rasende fart.

I denne udgave af nyhedsbrevet, vil jeg skrive lidt om:

  1. Træning i sommerferien
  2. Start efter sommerferien
  3. Frokosttur den 18. august
  4. 24 timer Rundt Om Brabrand Sø
  5. Klubmesterskab – enkeltstart
  6. GE Tour’en
  7. Sommeroplevelser

Jeg håber du har tålmodighed til at læse det hele igennem.

1. Træning i sommerferien

Vi holder sommerferie hele juli måned. Det betyder, at der fra klubbens side IKKE er formelle Trænere og Kaptajner på træningsturene.

Der er træningsture på de almindelige tidspunkter igennem hele juli måned. De af jer der møder frem, skal selv finde ud af at sammensætte de enkelte hold og hvilke ture I vælger at køre.

Selvom der IKKE er formelle Trænere eller Kaptajner på turene, skal du naturligvis overholde vores adfærdskodeks:

JEG KØRER ORDENTLIGT

Tidligere år har der været den del, der har arrangeret nogle gode lange ture, og de er ofte blevet annonceret gennem vores FaceBook gruppe. Det er helt i orden, da turene i juli måned, ikke er formelle klubture.

2. Start efter sommerferien

Første formelle træningstur efter sommerferien er torsdag den 1. august.

Træningsplanen for vores ture efter sommerferien kommer snart ud på vores hjemmeside.

3. Frokosttur den 18. august

Igen i år skal vi på vores traditionelle frokosttur i august.

Reserver allerede nu søndag den 18. august, for der skal vi ud og cykle og mødes et passende sted, hvor vi får en hyggelig frokost. Vi skal nok sørge for, at du får yderlige besked, når vi har besluttet os for hvor vi skal spise.

4. 24 timer Rundt om Brabrand Sø

Fra lørdag den 22. juni kl. 12.00 til søndag den 23. juni kl. 12.00, var der mulighed for at deltage i 24 timers løbet – Rundt Om Brabrand Sø. Løbet var arrangeret af Allan Søndergaard, og alle indtægter gik ubeskåret til hjælp til syge børn via Børnekirurgisk Afdeling på Århus Sygehus. Galten CK var repræsenteret ved én deltager – og hvilken en! Vi har mange seje cykelpiger i vores cykelklub, men uden at forklejne de øvrige piger, må jeg lige nu nok udnævne Birthe Pedersen til den sejeste af dem alle. Birthe startede lørdag kl. 12.00 sammen med en hel del andre, men kun Birthe og Allan Søndergaard cyklede igennem hele natten. På trods af regn- og blæsevejr, holdt duoen 32 km/t i gennemsnit over de første 200 km. Når vi kender den ca.

10 km lange tur rundt om Brabrand sø, med de mange sving og de mange løbere, fodgængere, folk på rulleski o.s.v., så er det OVERMEGA SEJT, at kunne holde et så højt tempo over en så lang strækning. Kl. 6.00 søndag morgen, efter 456 km., valgte Birthe at stoppe for denne gang. Hun skulle i byen søndag eftermiddag kl. 14.00, så "hun ville gerne lige sove et par timer". Men om Birthe sagde "Jeg fortryder, at jeg ikke fortsatte og cyklede alle 24 timer, for så havde jeg rundet de ca. 600 km., så havde der været noget at være stolt af". Birthes gennemsnit over de 456 km inkl. pauser m.m. blev på ca. 26 km/t.

SUPER SEJT CYKLET BIRTHE.

5. Klubmesterskab - Enkeltstart

Et af årets højdepunkter i Galten CK er vores klubmesterskab i enkeltstart. Siden starten af klubben, har det været et godt besøgt arrangement, og igen i år var der mødt mange deltagere op. 29 medlemmer havde valgt at deltage og alle fik en rigtig god cykeloplevelse. Årets kvindelige mester blev Lone Bundsen, og hos mændene blev det "igen igen igen" vores alderspræsident John Rhode der løb af med sejren. Flot begge 2.

Læs yderlige beretning på: dette link

Tak til arrangørerne Mette, Ryan og Erling for et flot arrangement.

6. GE Tour’en

Den 19. juni, afholdt vi i samarbejde med Galten Elværk GE Tour’en. Vores ansvarlige mand på opgaven, Knud Erik Hilding-Hamann, havde i år sørget for, at alle reklametrommerne blev aktiveret, så der var store forventninger til en stor deltagelse. Vejret i dagene op til løbet var super fint, MEN på selve løbsdagen var vejrguderne imod os. MØJVEJR hele dagen – så fremmødet var ikke hvad vi havde håbet på, men det er vi jo trods alt ikke herrer over.

Trods det, havde alle de fremmødte deltagere faktisk en tør og god cykeltur, så det blev alligevel til en god aften.

Tak til Knud Erik for planlægning og gennemførelse af et rigtigt godt arrangement, og tak til alle frivillige klubmedlemmer, der var med til at sørge for at aftenen forløb på bedste vis.

7. Sommeroplevelser

Jeg håber du får en god sommerferie med mange gode oplevelser. Jeg ved, at der er en del der skal have cyklen med på ferien. Kunne det ikke være sjovt og underholdende, hvis du delte nogle af dine gode cykeloplevelser med os andre? Så jeg vil opfordre dig til at skrive en kort eller lang historie, du bestemmer længden, som vi så efter sommerferier kan lægge på vores hjemmeside til underholdning for alle klubmedlemmer.

Om ca. 2½ uge tager jeg afsted til det sydlige Frankrig. Mount Ventoux skal besøges igen, og jeg skal besejre dette fantastiske bjerg mere end en gang, igennem de 14 dage vi skal være på campingpladsen i byen Bedoin.

Kan du have en RIGTIG GOD FERIE

Der kommer ikke noget nyhedsbrev for juli måned, så vi ses og høres ved til august.

Venlig hilsen

Torben Henriksen

Yderligere information