Nyhedsbrev Marts 2014

Vi skal til at tage fat på vores 7. sæson i Galten CK, og det har været en forrygende rejse igennem de forrige 6 sæsoner. Vi har sammen skabt en rigtig god cykelklub, som på mange måder har sat nye standarder for, hvordan en cykelklub kan udvikle sig. Det er ikke kommet af sig, og det har krævet et stort arbejde af alle involverede i klubben. Det er derfor et kollektivt ansvar for alle i klubben, at medvirke aktivt til den fortsatte udvikling. Fremadrette vil det kræve lige så meget, hvis vi fortsat vil udvikle vores klub.

Vores træningsaktiviteter er lagt på vores hjemmeside, så der kan du se hvem der tager sig af hvilke ture den næste 3 måneder frem til sommerferien. Samtidig er vores Aktivitetskalender for den nye sæson også helt opdateret, så det er bare om at holde sig orienteret.

I denne omgang har jeg valgt at skrive om nedenstående 4 emner, så jeg vil ønske dig god læselyst og på gensyn til Generalforsamlingen eller på landevejen.

  1. ”Opsang” til den nye sæson
  2. Generalforsamling 30. marts
  3. Udlevering af cykeltøj
  4. Super gode tilbud fra Fri BikeShop - Galten

1. ”Opsang” til den nye sæson

Vi starter nu på en ny sæson, og skal til at ”indtage” landevejene omkring Galten. Vi skal til igen for alvor at være synlige i vores nye cykeltøj, og skal derved til at være gode repræsentanter for vores cykelklub, vores sponsorer og cykelsporten generelt. At være medlem af Galten CK indebærer et stort inpiduelt ansvar for, at vi hver især tager ansvar for vores egen adfærd i trafikken og opfører os ordentligt. Samtidig skal vi tage et kollektivt ansvar for, at vi som cykelklub opfører os ordentligt i trafikken ,når vi cykler afsted i vores forskellige grupper.

Vores adfærdskodeks

JEG KØRER ORDENTLIGT

er et centralt omdrejningspunkt i vores klub. Det er afgørende for bestyrelsen, at du som medlem kender til, accepterer og 100 % lever op til Adfærdskodekset. Som det er beskrevet på vores hjemmeside, er din overholdelse af adfærdskodekset din medlemsberettigelse i klubben, og er samtidig klubbens eksistensberettigelse. Jeg vil opfordre dig til endnu engang at læse vores adfærdskodeks igennem, så du er 100 % opdateret på, hvad de sikkerhedsmæssige og etiske punkter indeholder, så du ved, hvad der fra klubbens side forventes af dig som medlem. Klik på http://www.galtenck.dk/cms/index.php/klubben/adfaerdskodeks, så kommer du direkte ind og kan læse videre.

Vi har igen i år et stort og kompetent hold af Trænere og Kaptajner til at lede os trygt gennem vores træningsture. Vores Trænere og Kaptajner er bestyrelsens forlængede arme i dagligdagen for at sikre overholdelse af vores Adfærdskodeks. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Trænerne og Kaptajnerne har både ret og pligt til, at gribe ind i eventuelle hændelser, hvor vi ikke lever op til vores Adfærdskodeks. Bestyrelsen står 100 % bag alle Trænere og Kaptajner i dette arbejde.

Vi er en cykelklub med mere end 150 medlemmer. Det er et stort arbejde at få en så stor klub til at fungere i dagligdagen. Bestyrelsen har igennem de seneste par år desværre måtte konstatere, at det alt for ofte er ”Tordenskjolds soldater” der bærer klubben igennem, når der skal arbejdes. Vi har ved flere lejligheder bedt medlemmerne om at melde sig til at hjælpe ved forskellige lejligheder, men desværre, er det alt for ofte de samme medlemmer der melder sig til og yder en aktiv indsats. Samtidig er det således et udtryk for, at mange medemmer tager et valg om IKKE at yde en indsats i klubben. Det er set med Bestyrelsens øjne ikke tilfredsstillende. Det er ganske enkelt ikke godt nok. Det vil vi lave om på, så der er langt flere der tager aktiv del i klubbens ”daglige drift”. Derfor vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at stille dig følgende spørgsmål.

”Hvad vil du bidrage med i klubben?”

”Hvor kan du gøre en forskel?”

Jeg håber du vil tænke over disse spørgsmål og kommer til den konklusion, at du også vil tage din del af ansvaret for vores klub. Bestyrelsens forventning til og mål for den kommende sæson er, at langt flere medlemmer tager aktiv del i klubben, og dermed bidrager til gennemførelse og deltagelse i de forskelige aktiviteter.

2. Generalforsamling 30. marts

I overensstemmelse med § 9 i vores vedtægter, skal de indkomne forslag, dagsorden samt det reviderede regnskab være tilgængelige på vores hjemmeside 5 dage før generalforsamling. For at sikre at du ser disse ting, får du dem tilsendt samtidig med dette nyhedsbrev. Hvis du vil se dem på vores hjemmeside, skal du logge dig ind for at få dem at se. Vi ønsker ikke at disse ting er offentlige tilgængelige.

Husk, at der er tilmeldingsfrist onsdag den 26. marts på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. . Skriv om du skal deltage til både morgenmad og suppe efter træningsturen.

3. Udlevering af cykeltøj

Vores tøj er kommet og det ser flot ud. Mit umiddelbare indtryk er, at det til fulde lever op til vores forventninger, så vi glæder os til at udlevere det til dig fredag/lørdag den 28./29. marts hos Fri BikeShop Galten. Vi har sammen med vores gode sponsor og samarbejdspartner Fri BikeShop Galten lavet et arrangement i butikken i Galten, hvor vi udleverer tøjet.

Udlevering foregår

  • Fredag den 28. marts fra kl. 16:00 til lukketid
  • Lørdag den 29. marts fra kl. 9.00 til lukketid

Husk at du skal aflevere dit brugte Vifratøj, hvis du har købt en pakke, hvor aflevering af gammelt cykeltøj fra Vifra er en del af aftalen. Afleverer du IKKE det brugte tøj, får du IKKE udleveret det nye tøj. For lige at opfriske aftalen m.h.t. returnering af tøj, så skal der i forbindelse med de enkelte pakker afleveres følgende

  • Pakke 1: Korte bukser og kortærmet trøje
  • Pakke 2: Korte bukser, kortærmet trøje og langærmet trøje
  • Pakke 3: Korte bukser, kortærmet trøje, langærmet trøje og jakke/vindvest.

OBS: Husk der kun modtages tøj retur af mærket Vifra.

Hvis du ikke kan hente dit tøj fredag/lørdag, skal vi nok arrangere en yderligere udlevering. Det ser vi på, når vi kan se, hvor mange der ikke har hentet tøjet fredag eller lørdag.

4. Super gode tilbud fra Fri BikeShop Galten.

Bestyrelsen har aftalt med Fri BikeShop Galten, at vi gerne vil styrke vores samarbejde. Det indebærer blandt andet, at Fri BikeShop Galten nogle gange igennem sæsonen, vil komme med nogle rigtige gode priser på udvalgte varer, der kan købes i en begrænset periode, og hvor der skal ske en samler bestilling. Første sæt at tilbud er allerede på gaden, og udsendes sammen med dette nyhedsbrev. Vil gerne fra Bestyrelsens side opfordre dig til at kigge materialet igennem og tage godt imod de gode tilbud. Vi har også aftalt med Fri BikeShop Galten, at du som medlem altid er velkommen i butikken, for at forespørge om muligheden for specielle varer eller priser. Der er stor priskonkurrence på mange cykelprodukter, og Fri BikeShop Galten vil altid gerne have muligheden for at vurderer, og de kan være med prismæssigt, hvis du står og overvejer et større indkøb. Så hvis du vil undersøge, om Fri BikeShop Galten kan levere til en konkurrencedygtig pris, så tag ned i butikken og tag en snak med dem. Så vil Fri BikeShop Galten se hvad de kan gøre.

Mange hilsener

Torben Henriksen

 

Yderligere information