Holdinddeling

  • Udskriv

"Lige børn leger bedst"

Det er med dette gamle dansk ordsprog i baghovedet, at vi i Galten CK opdeler rytterne på forskellige hold. Det er målet for Galten CK, at I alle får en så god cykeloplevelse som overhovedet muligt. Vi inddeler jer i så homogene hold som muligt - fysisk og teknisk, så I alle hver især får en god tur, samtidig med at holdet som helhed også får en god tur. Det er en balanceakt, men vi gør vores bedste for at det skal lykkedes. Alle træningsture i Galten CK bliver planlagt og ledet af uddannede Kaptajner/trænere, der har ansvaret for at turene gennemføres på den mest sikre og bedst mulige måde – for jeres skyld og alle andre trafikanters.

Kaptajnen/træneren er overordnet ansvarlig for, at I alle på holdet cykler efter klubbens adfærdskodeks, men du er selv ansvarlig for din egen adfærd i forhold til klubbens adfærdskodeks:  

"Jeg kører ordentligt"

 

Ud fra din egen træningstilstand, dagsform, lyst og evner, skal du selv finde ud af, hvilket hold du vil køres på den pågældende dag. Er du i tvivl, så tag en snak med Kaptajnerne/trænerne.

Af hensyn til sikkerheden, forsøger vi at begrænse det enkelte hold til max. 15 - 16 ryttere. Er der flere ryttere til 1 hold, vil vi opdele dette hold yderligere i 2 mindre hold, der kører den samme tur, men med 200 - 300 m. afstand. Hold 2 bliver ledet af en frivillig Løjnant/hjælpetræner, der udelukkende  skal sikre, at hold 2 ikke kører for tæt på hold 1.

Vi opdeler jer i følgende hold.

M1 og M2

Vi deler deltagerne i 2 hold, hvis der er mere end 16 fremmødte ryttere til M1 og M2 holdene, eller der er relativ stor spredning styrkemæssigt mellem de fremmødte ryttere. Hvis der "kun" er ryttere til et hold, er det Kaptajnen/træneren på M2 med hjælp af Kaptajnen/træneren for M1.

 

På M1 og M2, er der primært fokus på, at alle ryttere får en hyggelig cykeltur. Afhængig af, hvor langt henne vi er på sæsonen, kører vi ca. 35 - 60 km., d.v.s. turene varer mellem 1½ - 2½ t. Hastigheden på turene vil afhænge af holdets sammensætning den pågældende dag. Vi tager hensyn til alle.
På turene, vil der være forskellige træningsøvelser, der er tilpasset det fysiske og tekniske niveau der er på holdet generelt. Der vil ikke være egentlige øvelser, der har til formål at "trimme" rytterne på dette hold til super cykelryttere, men alligevel vil øvelserne få pulsen op i "det røde felt" engang imellem, så hjertet og lungerne får lov at komme på overarbejde.

Rytterne på disse hold, ønsker primært at cykle nogle hyggelige cykelture og holde  formen fornuftigt vedlige.

M3

På dette hold, er der fokus på at få en hyggelig tur, men turen skal også byde på store cykelmæssige udfordringer. Turene må gerne være lange og krævende. Afhængig af tidspunktet på sæsonen, vil dette hold køre mellem 60  – 90 km., d.v.s. turene tager typisk mellem 2½ – 3½ t. På de enkelte ture, vil der i en vis udstrækning være egentlige træningsøvelser, der fokuserer på at forbedre rytterne fysisk og tekniks. Øvelserne vil hver gang få pulsen på i det røde felt hos rytterne, og de vil også ofte få lov til at mærke mælkesyren i benene.

Rytterne på dette hold træner typisk 2-3 gange om ugen og deltager typisk i en række motionsløb i Danmark på distancer omkring 100 - 120 km. Rytterne på dette hold har normalt cyklet en del år, og har opnået en god fysik og rutine i at cykle længere ture i en stor gruppe.

M4

På dette hold er der primært fokus på at komme ud og køre både langt og hurtigt, så det kræver både en rigtig god fysik og teknik at køre på dette hold. Der er ofte et udpræget konkurrenceelement indbygget i turene.

Afhængig af tidspunktet på sæsonen, kører holdet mellem 80 – 100+ km., d.v.s. turene tager mellem 3 - 4+ t. Der tale om egentlige træningsøvelser, både fysiske og tekniske, der har til hensigt at få rytterne i rigtig god form. Der vil være tale om skarp intervaltræning, spurtetræning, styrketræning og træning i viftekørsel og rulleskift under vanskelige forhold. Ofte med høj intensitet og hastighed.

Rytterne på dette niveau deltager eksempelvis i Grejsdal løbet på 200 km., motionsløb i bjergrigt terræn uden for Danmark, eksempelvis i Alperne.

Rytterne på dette hold, har normalt cyklet i adskillige sæsoner, og holder formen vedlige hele året igennem ved cykling på landevej om vinteren eller MTB.