Nyheder Galten CK - 2008:

(Tips: for at forstørre teksten - hold "Ctrl" knappen og tryk "+" knappen en eller flere gange.

21-03-2008

Tour de Harzen 2008 - del 4 - Sonnenberg/St.Andreasberg

Den første stigning vi støder på i løbet af de 3 dages rundtur i Harzen, er en ca 3 kilometer lang stigning der snor sig igennem St. Andreasberg og videre efter byen – på dele af strækningen med en stigningsprocent på 15. Alle de gange jeg har været af sted, har jeg altid syntes, at den første stigning altid har været den hårdest - det er her man må betale prisen for ”Ulrich- tendensen” med at påføre sig unødvendigt vinterhuld. Når først jeg er kommet igennem den første stigning, så er det gået meget lettere på de efterfølgende stigninger, hvor jeg hurtigt er faldet ind i min egen rytme og kroppen er blevet vænnet til ”hårdt arbejde”. 


Harzen er ikke kun en cykeloplevelse - det er også en natur og kultur oplevelse.

Efter St. Andreasberg vil der være opsamling og den første lille pause, hvor energitabet kan erstattes med energibarer og væske.

Her efter forsætter vi i kuperet terræn mod Sonnenberg i 850 meters højde.

Fra Sonnenberg kører vi ned ad de næste 12 km mod Osterode – en hel fantastisk nedkørsel, hvor der på en overskuelig og bred vej er gode muligheder for hastigheder mellem 80 og 90 km/t – hvis ellers man tør! Min egen personlige hastighedsrekord er sat netop på denne strækning med 83 km/t . Når vi når bunden af nedkørslen efter 12 km passerer vi dæmningen ved Sösestausee, hvor vi gør et ophold for, at samle op og fordøje oplevelsen fra nedkørslen.


Opsamling ved Sösestausee.

I samlet flok kører vi gennem den flotte natur mod byen Osterode, hvor vi finder en cafe, hvor vi kan nyde en kop kaffe.

Efter pausen i Osterode, så ved alle hvad der venter dem – vi skal samme vej tilbage som vi lige er kørt ned ad og det betyder 12 kilometers opkørsel. Her vil alle blive spredt over en større strækning, da man her må finde sit eget tempo og undgå pulsen ryger for højt op. De første der når toppen får som ”straf” lov til, at køre ned igen og assistere de bagerste ryttere mod toppen.

På toppen af stigningen er det blevet først på eftermiddagen, så vi nyder udsigten fra opsamlingspunktet, samtidig med middagsmaden indtages. I Sonnenberg drejer de ryttere fra, som vil tilbage mod hotellet via den lækre og snoede nedkørsel gennem St. Andreasberg, som vi tidligere på dagen har kæmpet os op ad. De resterende ryttere forsætter på nogle ekstra timers ”bjerg-totur”.


Ib Meineche