Nyheder Galten CK - 2009:

(Tips: for at forstørre teksten - hold "Ctrl" knappen og tryk "+" knappen en eller flere gange.

02-05-2009

Licensrytter på prøve
Indlæg af Claus "Fod" Nielsen 

Går du med en drøm om at stille til start i et ”rigtigt” cykelløb på en lukket rute med sikkerheden i top ? Kunne du tænke dig at få rygnumer på trøjen, chip på cyklen og mærke suset i en massespurt, eller sætte hele feltet i et vildt kommando-raid over Pøt Mølle ? Drømmen kan blive til virkelighed uanset om du er ung, midaldrende, ældre, gammel, mand eller kvinde.  

DCU har i en årrække haft en ordning, hvor nye ryttere kan tegne en prøvelicens, et såkaldt klippekort, hvor man kan køre løb uden at skulle tegne en egentlig licens. Det eneste der kræves er, at man er medlem af en cykelklub og har tegnet en motionslicens. Selve klippekortet koster 150 kr. og giver ret til at køre 5 licensløb. Yderligere er det et krav, at man er i besiddelse af en chip, som monteres på forgaflen til at registrere ens tider. Købsprisen for en chip er 600 kr. Alternativt kan du leje til 180 kr. per år.  

Som prøverytter på klippekort starter man i D-klassen, hvor løbenes længde typisk er mellem 60 og 100 km. Bliv ikke skræmt af gennemsnitsfarten som typisk er på 36-38km/t. Hvis du er med i den øverste tredjedel til motionsløbene, så kan du sagtens være med, og ellers så finder du bare på et godt baghjul og lader de andre arbejde, ligesom til fællestræningen ;-) De bedste ryttere i motionsløbene, har typisk niveau til B-klassen, og ofte er det også en tidligere/nuværende A-rytter der vinder motionsløbene. Niveauet i top 20 til et motions cykelløb er ofte et C/B-klasse licens cykelløb værdigt.  

I Danmark køres der licens cykelløb fra starten af april til starten af oktober. Der er løb hver eneste weekend både lørdag og søndag. Uanset om man bor på Sjælland eller i Danmark, så kan man køre cykelløb i sit land ;-) Det koster 60 kr. at deltage i hvert løb. Alt i alt vil de 5 løb du deltager i koste ca. 125 kr. per styk (hvis du lejer en chip), hvilket er billigere end næsten alle motionsløb og meget sjovere J og langt mere sikkert. Godt nok får du ikke et diplom med hjem til samlingen på væggen, men hvis du gør det godt kan du være heldig at få blomster med hjem til fruen (og endnu mere cykelkredit på hjemmefronten) og endda pengepræmier og gaver J. Men det vigtigste: Nogle mindeværdige oplevelser.  

Der er løb flere gange i løbet af året i Østjylland. Randers (3/5), Vejle (24/5), Silkeborg (30/5), Viborg (31/5), Hammel med løb på Pøt Mølle (1/6), Horsens (7/6), Thorsager (16/8) og Odder (20/9), så du skal ikke køre langt efter et godt væddeløb. Du kan se alle løb i Jylland på følgende hjemmeside: http://www.dcu-jf.dk/ . Løbskalenderen tilgåes ved menupunktet Termin i menuen i højre side. Her kan man også se resultater, ved at vælge et af de allerede afholdte cykelløb.  

Hvis man ønsker at se detaljer (og tilmelde sig) for licens cykelløbene gøres dette på adressen: http://www.dcu-tilmelding.dk/. Her vælges fanebladet Propositioner og efterfølgende kan man tilgå hver enkelt cykelløbs propositioner og endda se en startliste.  

Hvordan får du et klippekort ? Du kontakter klubbens kasserer Jan Jelle (kasserer@galtenck.dk), indbetaler penge for et klippekort og en chip og efter kort tid modtager du et klippekort, chip og rygnummer og så er du klar til at give den gas J  

Pt. er der en pæn flok af medlemmer i Galten CK der kører licensløb. Johnny Brandt (D), Benny Jørgensen (D), Jimmy Jacobsen (H50), Asbjørn Hellemose Hansen og undertegnede (C). Derudover kører Rudy Simonsen og Henning Sørensen (bedre kendt som Nalle blandt venner) også i H40, begge bosiddende i Galten. Fælles for alle ovenstående er, at de har tegnet deres i licens i vores satellit-klub ;-) Hammel CK, som er en licensklub med retten til at udstede ”rigtige” licenser.  

Hvis du gerne vil rykke dig yderligere med formen, står du i stampe og bliver ikke bedre, så er det at prøve licens cykelløb vejen frem for at bygge yderligere på dine kompetencer. De intervaller du får igennem løbene kan du ikke træne i det daglige, da de færreste kan presse sig selv hårdt nok under træning. Efter at du har deltaget i 5 licens cykelløb, vil du efterfølgende være en stærkere rytter, med langt bedre antrit, bedre teknik, højere syregrænse og nogle forhåbentlig mindeværdige oplevelser rigere.  

Hvis du vil vide mere omkring det at køre licens cykelløb, hvordan ruterne er med hensyn til bakker osv. og yderligere hvad du skal ligge vægt på i din træning og kost op til cykelløb er du velkommen til at kontakte mig på følgende mailadresse: clausfod@hotmail.com  

Alle regler og love i forbindelse med licensløb er dokumenteret i nedenstående link. Her kan du blandt andet læse om alt lige fra cyklens mål til klasseinddeling, oprykningsregler og pointsystem:

http://www.cyclingworld.dk/images/pdf/BB09v00.pdf

Jeg håber med dette indlæg, at jeg kan inspirere andre Galten CK medlemmer til at prøve sig af som licens cykelrytter - Go’ vind derude J  

Mvh/Claus Nielsen


Claus Nielsen

 

 
  .