Nyheder Galten CK - 2009:

(Tips: for at forstørre teksten - hold "Ctrl" knappen og tryk "+" knappen en eller flere gange.

28-05-2009

Med kaffekoppen i cykeltasken over Harzen's bjerge.
Sct. Andreasberg igen igen..
en beretning fra en af ”bjerggederne” på hold 2.  

Det var med store forventninger vi (Anne, Torben, Lise og jeg) pakkede bilen onsdag eftermiddag og drog sydover med mål Harzen. Og jeg kan lige så godt løfte sløret med det samme – alle de store forventninger blev indfriet og det blev en fantastisk tur, sammen med i alt 17 glade cykelentusiaster fra GaltenCK.  

Efter en køretur på 600 km med meget tæt trafik, landede vi på hotel Panoramic kl. 23.30. Portieren i receptionen var ny og viste os et helt forkert sted hen, men efter et stykke tid lykkedes det os at finde den rigtige lejlighed. En lejlighed i en ganske pæn kvalitet – så vi boede rigtig godt.  

Torsdag morgen startede vi (hold 2: Helle, Ivan, Peter, Karsten, Michael og Finn) kl. 09:15 på vores første tur, hvor bjergene skulle indtages. Vi startede med at køre til Sct Andreasberg og videre til Sonnenberg (som vi efterfølgende altid gjorde). En ganske ”fæl” og lang stigning, men så var vi ved at være varmet op til dagens øvrige udfordringer. Vi startede et kvarter tidligere end hold 1 således, at vi ville mødes omkring Sonnenberg, og så var planen, at vi skulle følges ad til Goslar. Inden vi mødtes, cyklede vi ind i en ordentlig regnbyge og søgte læ i et lille skur - og så kom hold 1 buldrende. Vi fulgtes ad et par kilometer, men tempoet passede vist ikke alle på holde 1, så vi blev hurtigt delt igen – og det var en rigtig beslutning.  

Vi nåede Goslar i meget fin stil og fandt Hartzens mest hyggelige torv og turens første cafébesøg var en realitet. Vi nød en kop kaffe med tilbehør (chokoladekage eller apfeltorte). Meget passende, for da kom der også en lille regnbyge. Vi var på cafeen klokken 12.00, hvor det verdenskendte klokkespil blev opført – så vi fik lige lidt kultur med på vejen. Herefter gik det – igen via nogle kraftige stigninger – tilbage mod Hotel Panoramic, men naturligvis skulle vi lige igen passere Sct Andreasberg, hvor vi fik lov til at nyde dagens første fadbamse. Herfra kunne cyklerne selv trille de sidste 10 km . ned af bakke - tilbage til hotellet, hvor vi var kl. 16.00. Dagens togt blev på 105 km med 1575 højdemeter. Vejret var skyet med enkelte byger.  

Lise og Anne havde ikke cyklen med, men i stedet taget vandrestøvlerne med. De brugte dagen på at bestige Brocken, men var mere uheldig med vejret, end vi var. Det blev til 18 km . i sjask øsende regnvejr.  

Fredag skulle vi egentlig have besteget bjerget ”Brocken”, men vi havde andre planer. Vi startede kl. 09.00 – Sankt Andreasberg – Sonnenberg – Braunlage, hvor en hyggelig fortovscafé fik overtag i vores cykler og vi måtte overgive os. Herfra fandt vi en rigtig flot tur via Zorge og til Walkenried, hvor planen igen var kafe og Apfeltorte. Turen til vores ”Apfeltorte” blev utrolig smuk og meget varieret, da der desværre var ”fejl” i det kort vi havde med, så vi måtte køre lidt på må og få, og fik på den måde nogle ganske fortræffelige udsigter på disse små afstikkere – så alle var glade.  

Da vi kom til Waltenried var vi virkelig ”trængte”. Vi var gået ”sukkerkolde” og måtte finde en café. Efter noget søgen og spørgen lykkes det os at finde en rigtig romantisk tysk beværtning med en gårdhave der osede af atmosfære. Vi bestilte glade, hver en stor kop kaffe og så naturligvis en apfeltorte – men nej. Stedet havde kun noget ostekage og noget andet udefinerbart. Vi havde intet valg – vi satsede alt og spise det der blev serveret. Omgivelserne var perfekte, men kagen var til gengæld elendig. Herefter stillede vi cykelstyrene i retning mod Hotel Panoramic igen. Vi skulle dog lige passere et enkelt bjerg. Det blev igen en flot passage ilagt nye udfordringer. De første kilometer var belagt med brosten – herefter lidt asfalt som gik over i noget småmudrede skovveje og så var vi tilbage ved hotellet. Det blev til 85 km . med 1.300 højdemeter. Vejret var blevet ganske godt. Sol med lidt skyer, men ingen regn.  

Lørdag skulle vi hjem, men først var det lige en tur over Sct Andreasberg / Sommenberg / Braunlage og så tilbage til hotellet. Peter og Ivan synes dog, at de lige trængte til en ekstra tur til Sankt Andreasberg – så den tog de lige igen. Dagens korte tur blev på 49 km med 725 højdemeter og nu var sommeren kommet Harzen. Flot solskin.  

Efter et bad på hotellet kørte vi kl. 12.00 igen nordpå og var i Galten kl. 18:30.  

Vi havde nogle fantastiske cykeloplevelser i de dage vi var der. Lange seje opkørsler der gav åndenød og en puls på overarbejde, blev straks efterfulgt af fantastiske nedkørsler, så man straks glemte hvor hårdt det egentlig havde været at komme til toppen på bjerget.  

Ånden på hold 2 var lige efter min smag (køre seriøst cykelløb – krydret med cafébesøg – chokoladekage – apfeltorte - fadbamser – hyggesnakke – og nogle helt fantastiske naturoplevelser) Alt var der – så en meget stor tak til Helle, Ivan, Peter, Karsten og Michael der alle var en stor del af at det hele lykkedes. Og naturligvis også en tak til arrangørerne af turen – det kunne ikke gøres bedre.  

Jeg håber og tror, at næste års udgave af Harzen turen bliver et endnu større tilløbsstykke. Vi fik bevist, at uanset om du cykler som Supermotionist, Motionist+ eller Motionist – ja så er der et hold der passer til dig og du er garanteret en fantastisk cykeloplevelse.   

Finn Blåvand

 

PS: desværre havde jeg ikke kamera med, men jeg er helt sikker på at andre fra turen ligger billeder ind på hjemmesiden.




 

 
  .