Nyheder Galten CK - 2009:

(Tips: for at forstørre teksten - hold "Ctrl" knappen og tryk "+" knappen en eller flere gange.

05-08-2009

Kampen mod Kiddesvej

Medlemsberetning fra Casper Bundgaard-Laursens deltagelse i Kongeetapen for motionister '09

Dagen starter med sommerfugle i maven - hvordan mon turen fra Tilst til Vejle kommer til at gå i dag?

Kongeetapen skal køres af profferne omkring middagstid - op til 500 motionister har mulighed for at køre i forvejen fra morgenstunden af og få et glimt af Post Danmark Rundt '09 set hen over ens eget racerstyr. Vi skulle nå til Vejle senest kl. 15.15 før Vejle Rundkredsen ville blive lukket af og gjort klar til modtage Post DK's Reklamekaravane & proff. feltet

Jeg ankommer til startstedet i Tilst i tide til at ønske 2 GCK kollegaer god vind, før de begiver sig vestpå lidt over kl. 8. Min egen afgang var sat til 09.10, men da jeg fandt ud af, at 3 andre GCK'ere alle skulle af sted 10 minutter senere, valgte jeg at vente og tage af sted sammen med deres gruppe. Det viste sig at være en STOR fejl!

Gruppen med afgang kl. 09.20 havde alle meldt sig til en 30km/t tid og da vi starter bliver der givet gas med det samme - i en strid modvind og med regnen som følgesvend helt til Silkeborg forceres Langelinie med ca. 40 km/t. Jeg tramper løs for at følge med og overvejer om jeg er den eneste, der husker, at målstregen lå hele 160km væk… skulle der ikke spares op til bakkerne sydpå? Da gruppen når til første Post DK bakkespurt før Sorring er en forbundsfælle og jeg enige om at sætte et lidt lavere tempo og vi lader vores oprindelige gruppe fortsætte med den "halsbrækkende" fart. Jeg så først de fleste af mine GCK fæller igen efter målstregen i Vejle!

I Silkeborg finder vi sammen med 3 andre fra den oprindelige 30km/t gruppe og vi 5 får et godt samarbejde i gang. De andre i gruppen viser sig at være fra hhv. Sønderjylland & Fyn, så jeg påtager mig opgaven som tourguide i GCK's ”baghave” og fremhæver flere af de lokale seværdigheder vi har at byde på, bl.a. Skovbakken ved Svejbæk, Slangebakken i Laven og selvfølgelig Yding Skovhøj. Vi stopper ikke for at tage billeder, men jeg er sikker på at ”turisterne” er imponerede J

Depotet i Gammel Ry kommer meget passende i forhold til behovet for at få fyldt op i drikkedunkene, så vi får ladt godt op og er klar til at rulle videre sydpå. Vi begynder at fokusere på vores tidsfrist kl. 15.15 - der er stadigvæk ca. 90 km at køre og ingen af os kender til de forhindringer der venter os syd for Ejer Bavnehøj – tempoet får et ekstra nyk opad.

Regnen har lagt sig efter Silkeborg, men modvinden vil stadigvæk gerne have vores opmærksomhed – hele vejen til Vejle! Den åbne landevej fra Lund til nord for Vejle virker endeløst lang: vi bruger masser af kræfter på bare at holde 25km/t og jeg kunne have svoret, at min cykelcomputer var gået i stykker for det virkede som om vi slet ikke bevæger os fremad! Mon vi når til Vejle før 15.15?

Jo tættere vi kommer til Vejle, jo mere begynder der at dukke tilskuere op på ruten – både med biler og campere ude på den store landevej og med havemøblerne rykket ud for enden af deres egne indkørsler på de små veje. Det luner med de mange positive tilråb på vejen!

Med ca. 30km tilbage er jeg tvunget til at lytte til mine ben, slække på hastigheden for anden gang den dag og desværre give slip på ideen om at køre i mål sammen med de andre 4 i vores velfungerende 5-mands gruppe. Der kom flere hårde stigninger, som skulle besejres indenfor få kilometer og jeg havde dårlige minder om svære kramper midt på længere bakker fra Them turen – ikke igen!

Nu er jeg selvudnævnt solorytter og med 45 min til ”lukketid” i Vejle kører hovedet rundt med, hvor hurtigt jeg skal tilbagelægge den sidste afstand for at få lov til at køre i mål. Samtidig begynder Grejsdalen og de sidste bakker på turen at dukke op. Mine ben har heldigvis fået den nødvendige ”luft” til at holde kramperne i lårene væk og med 14-16 km/t kravler jeg stille og roligt op ad de sidste bakker mod Vejle – og overhaler flere af rytterne fra vores oprindelige 30 km/t startgruppe i Tilst på vejen! Stort plus på motivations-kontoen!

Med 20 minutter tilbage lige før cykeltunnelen syd for Skibet dukker et par velkendte logo’er pludselig op længere fremme, en GCK fælle: Peter Bang er også i gang med at kæmpe sig de sidste kilometer frem til Vejle. Det giver vist lidt energi til os begge at se en anden GCK klubtrøje og pludselig er grænsen for Vejle Rundkredsen nået. Klokken er 15.10, tidsfristen er overholdt og nu er der kun 1 udfordring tilbage…

Op igennem de små gader på vej ind mod Vejles sydlige centrum, ned ad Koldingvej mod det nye ”Bryggen” indkøbscenter i Vejle og så dreje til højre: Den legendariske Kiddesvej med sine 21 % i stigning midt på den 400 meter lange bakke! Den ”sene” ankomst giver os tilskuere for alle pengene! De mange cykelentusiaster som vil se Post DK feltet, når det ankommer til Vejle er ved at være på plads – i bunden må jeg råbe folk an, så de flytter sig og gøre plads til at vi kan køre op ad bakken. Folk står så tæt, som var det TdF’09 op ad Ventoux eller Verbier - menneskehavet har levnet lidt over en 1 meter bred asfalt-korridor op ad Kiddesvej!

Flere medkombattanter vælger at stå af i bunden af Kiddesvej og gå op ad bakken, andre giver sig i kast med bakken men må opgive på vejen op, bl.a. pga. krampe. Jeg har gruet for denne bakke siden vi startede i Tilst om morgenen, men jeg kan ikke fortælle hvilke tanker der går igennem mit hoved på de 400 meter. Trætheden og de tidligere kramper i benene er glemt – fokus er udelukkende på at cykle op ad! Pludselig er toppen nået og kampen er vundet efter lidt over 6 timer!

Kampen med en selv er slut for denne gang – bedriften gik slet ikke op for mig, før vi var kommet helt hjem… Hvad er det du har gennemført idag? Det er den længste tur jeg nogensinde har kørt og med flere onde bakker…. Gu’ er jeg da stolt! Det bør alle 331 der gennemførte turen være!

Hvis Post DK vælger at gentage tilbuddet til os motionister, vil jeg også prøve igen – måske med en bedre tid J

Venlig Hilsen/Casper Bundgaard-Laursen




Casper fra dette års klubmesterskab i enkelstart

 

 
  .