Nyheder Galten CK - 2009:

(Tips: for at forstørre teksten - hold "Ctrl" knappen og tryk "+" knappen en eller flere gange.

24-08-2009

3 guld medaljer til Galten CK ved de Jysk/Fynske mesterskaber

3 medaljer i den ædleste karat blev hjemkørt til Galten CK i weekendens løb i vestjylland. Lørdag var Ringkøbing CC arrangør ved mesterskaberne i enkeltstart og søndag var Herning arrangør i linieløb.
 
Asbjørn Hellemose Hansen, klubbens største talent, viste stort format begge dage og tog guld i begge discipliner i drengenes U11 klasse. Lørdag kørte Asbjørn de 7 km enkeltstart i tiden 13.41 med næsten 31 km/t i gennemsnit. Asbjørn vandt med 23 sekunders margin til den nærmeste rytter.
 
Claus Nielsen var ligeliges til start i lørdagens enkeltstart. 34 km skulle gennemkøres på en afvekslende rute med både lange lige landeveje og lettere kuperede småveje med sving og bakker. Desværre satte en punktering efter 20 km en ”kæp i pladehjulet” og da der ikke er service i C-feltet, blev de sidste 14 km kørt på fladt baghjul. Tiden blev 51.23 med et gennemsnit på 39.5 km/t, hvilket rakte til en 12. Plads.
 
Søndag var Asbjørn til start i linieløbet og også her satte han alle konkurrenter til vægs og kom alene til mål med 10 sekunder til nummer 2. Med weekendens 2 guld medaljer til Asbjørn udbyggede han sin føring i den samlede point statistik. Med sine 76 point og et forspring på 31 point til nummer 2 er Asbjørn godt på vej til at vinde den samlede point statistik i hans aldersklasse. Stort tillykke til Asbjørn med de 2 guldmedaljer.
 
Weekendens 3. guldmedalje kom i hus søndag i H50 klassen, hvor vi havde Jimmy Rud Jacobsen til start. Jimmy har på det seneste vist gode takter og det var bare et spørgsmål om tid før sejren kom. Jimmy kom til mål med sin udbrudsmakker og var ham overlegen i den sidste fase af løbet. Feltet kom ind næsten 2 minutter efter Jimmy, så man kan vist godt sige at Jimmy på dagen havde intet mindre end diamanter i benene. Stort tillykke til Jimmy med sejren og guldmedaljen.
 
Johnny Brandt kørte et rigtig flot løb og blev nummer 9 i D-klassen i søndagens linieløb. Johnny vandt suverænt det 25 mand store felts spurt. Det er bare et spørgsmål om tid før Johnny rammer det rigtige udbrud og viser sin spurt om de øverste pladser på skamlen. Benny Jørgensen var ligeledes til start i D-klassen og efter et hårdt løb lykkedes det Benny at kæmpe sig i mål som nummer 41.
 
Næste weekend står menuen på jubilæums kriterium i Horsens i anledning af Horsens AC's 75 års jubilæum. Her har vi Jimmy, Claus, Henning og Johnny til start.


Claus "Fod"


Asbjørn

Jimmy

 

 
  .